Psykologisk Rådgivning Sind

Psykologisk Rådgivning Sind

I SIND arbejder vi på at sikre psykisk sundhed for alle. Rådgivningen er en del af lokalafdelingen SIND København – du kan læse mere om øvrige lokale aktiviteter her. 

 

I rådgivningen tilbyder vi samtaler med fokus på at hjælpe dig til at håndtere aktuelle udfordringer. Målet er, at du gennem samtalerne bliver mere klar over dine handlemuligheder og måske også kommer til at forstå det, der udfordrer, på nye og andre måder. Vi kan således ikke fortælle dig, hvad du skal gøre, ligesom vores tilbud hverken er behandling eller terapi. I stedet kan vi  hjælpe dig til at blive mere klar over, hvad der er i spil for dig i den aktuelle situation og hjælpe dig til at håndtere udfordringerne på måder, som er hensigtsmæssige for dig.

 

Vores tilbud er gratis, hvilket kun kan lade sig gøre, fordi vores dygtige rådgivere er her på frivilligt basis. Rådgiverne er primært psykologistuderende eller nyuddannede psykologer. 

Målgruppe

Da vi er driftsfinansieret af Københavns kommune, er et kriterium for at benytte vores tilbud, at du – eller den, du er pårørende til – er bosiddende i kommunen. 

Et andet kriterium er, at du er + 18 år. Da vores tilbud er gratis, retter vi os også særligt imod dig, som har en økonomi, der er en begrænsende faktor i forhold til at søge hjælp og vejledning til udfordringer af psykologisk karakter.


Udover disse kriterier er alle velkomne – uanset problematikkens karakter, evt. øvrig tilknytning til behandlingssystemet,  diagnoser eller andet. Vi er optaget af at møde dig, med det du har med dig uanset hvor og hvordan du er i livet i øvrigt. 


Hvis du har brug for at høre mere om vores tilbud, er du velkommen til at kontakte os i åbningstiden eller skrive en mail til 

psykraad@sind-kbh.dk