Psykologisk Rådgivning Sind gruppeforløb, pårørendegrupper

Pårørendeforløb

Du har mulighed for at have samtaler med os om dét at være pårørende til et menneske, der har det svært psykisk. Din nærtstående behøver ikke at have en psykisk diagnose, og du behøver heller ikke at være i familie eller have kontakt med vedkommende for at få samtalerne.

 

I samtalerne er vores udgangspunkt dig og de udfordringer og dilemmaer, du oplever i din relation som pårørende.

Måske oplever du  modstridende eller vanskelige tanker og følelser, som kan være svære at fortælle andre om. Måske er I låst fast i nogle uhensigtsmæssige måder at være i relation på, som du kunne tænke dig hjælp til at ændre på.  

 

At møde en udenforstående rådgiver, som ikke er en del af udfordringen og som har erfaring med at være i, at det svære og udfordrende kan være på mange måder, kan være særdeles hjælpsomt. I samtalerne reflekterer vi sammen over, hvad der er på spil, og får måske øje på andre måder at være i relationen på eller nye handlemuligheder, som du kan prøve af, som kan være med til at gøre situationen lettere at være i både for dig, og for den, du henvender dig som pårørende til.

Vi kan ikke fortælle dig, hvad du skal gøre

Nogle pårørende har brug for at få konkret rådgivning i forhold til specifikke pårørendeproblematikker. Vi vil gerne hjælpe dig til at blive mere afklaret omkring dine handlemuligheder, men hvad du skal gøre, kan vi ikke fortælle dig – det er tingene ofte alt for komplekse til.

 

 

Eksempel: Din voksne søn har det svært psykisk og har derfor boet hos dig i et halvt år. Du søger vores rådgivning i forhold til, om du kan bede ham om at flytte hjem til sig selv igen, fordi det tærer meget på jeres relation at have ham boende. 

I samtalen vil vi ikke kunne fortælle dig, hvad du skal gøre, men vi vil sammen tale situationen grundigt igennem. Forhåbentlig vil dette bidrage til, at du får mere klarhed over, hvad der er i spil, og på den baggrund få et bedre udgangspunkt for at træffe en beslutning.